Forsyningstilsynet afholder den 25. marts et lanceringsseminar i forbindelse med udgivelse af første bind i en antologiserie om bedre regulering i energisektoren. Titlen på første bind er:
”Bedre regulering i den grønne omstilling”
Lanceringen sker i samarbejde med Florence School of Regulation (FSR) og Copenhagen School of Energy Infrastructure (CSEI) på et virtuelt seminar med fri adgang den 25. marts kl. 13-14.30.
Antologien består af bidrag fra førende akademikere med økonomisk, juridisk og teknisk baggrund, hvoraf flere vil tale ved seminaret den 25. marts.
Forsyningstilsynets direktør Carsten Smidt, Klimarådets formand Peter Møllgaard og præsident for den europæiske sammenslutning af energiregulatorer (CEER), Dr Annegret Groebel, vil også komme med indlæg.
Den grønne omstilling udfordrer eksisterende strukturer i alle sektorer i samfundet, ikke mindst inden for energisektoren. Antologiens artikler udforsker, hvad vi som regulator skal være opmærksom på og mulige regulatoriske svar på de udfordringer, som en ambitiøs grøn omstilling medfører, siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt i forbindelse med udgivelsen.
Antologiseriens ambition er at fremme tværfaglige diskussioner og nytænkning blandt praktikere, virksomheder, forskere og regulatorer. Første bind i serien er opdelt i følgende tre brede temaer:
Regulering og tarifdesign diskuterer reulatoriske modeller, ejerskab og forholdet mellem innovation og regulering samt tarifdesign.
Governance and Legal Aspects undersøger juridiske rammer og deres rolle for den sociale accept af infrastruktur.
Tredje tema undersøger de Investeringsbeslutningsrammer, som Forsyningsselskaber anvender i den grønne omstilling.
Det er vigtigt at understrege, at Forsyningstilsynet ikke nødvendigvis deler alle meningerne eller er enige i alle argumenter, der kommer til udtryk i de forskellige bidrag til antologien, siger direktør, Carsten Smidt.
Kilde: Forsyningstilsynet