Når Energiøen ved Bornolm engang står færdig, skal det bornholmske elnet kobles på de nye strømforbindelser, der etableres i forbindelse med Energiøen og dens havvindmølleparker.
Det lyder umiddelbart logisk, men bliver det en realitet, vil det være færdige gang, at man har koblet et stort jævnstrømsanlæg på meget højt spændingsniveau til et lille lokalt vekselstrøms-elnet på relativt lavt spændingsniveau. Kobles det bornholmske elnet til energiøens kabler, kan strøm fra havmøllerne flyde ud til bornholmerne, og strøm lavet på Bornholm kan sendes til Sjælland og nabolande.
I Energinet har vi haft en god og tæt dialog med Bornholms Regionskommune. Vi har stor forståelse for bornholmernes ønske om at høste de fordele, Bornholm kan få ud af en tilkobling – både i forhold til forbrug og produktion af grøn strøm på øen. Derfor er jeg superglad for, at vi nu kan arbejde hen imod en tilkobling af det bornholmske elnet til energiøens elforbindelser, konkluderer Hanne Storm Edlefsen, vicedirektør for Energiøer i Energinet.
Den foreløbige konklusion kommer efter en indledende analyse. Analysen viser for det første, at det sandsynligvis vil være teknisk muligt at koble energiøens elkabler til det bornholmske elnet uden at kompromittere hverken stabilitet eller forsyningssikkerhed i det samlede elnet på Bornholm eller andre steder. Ligesom det vurderes, det kan ske uden at kompromittere tidsplanen for det samlede projekt.
Analysen viser for det andet, at der vil være en samfundsøkonomisk besparelse ved at koble det bornholmske elnet til energiøens kommende strømforbindelser.
I øjeblikket er Bornholm forbundet til det sjællandske elnet via et søkabel til Sverige. For at opretholde forsyningssikkerheden betaler Energinet for, at et kraftværk på Bornholm er klar til at producere strøm i tilfælde af brud eller fejl på elkablet til Sverige. Denne udgift kan spares væk, hvis det bornholmske elnet kobles på energiøens kabler. Heraf den samfundsøkonomiske besparelse.
På baggrund af analysen vil Energinet nu gå i gang med at udvikle de teknologiske løsninger, som vil være innovative og på ingen måde standardvarer, der uden videre kan tages ned fra de eltekniske hylder.
Kilde: Energinet