Danskere topper en liste, hvor man gerne vil være sidst. Vi er nemlig Europamestre i at producere affald. 447 kilo pr. dansker bliver det til. Men nu skal det være slut – i det mindste på Bornholm, der skal være verdens første affaldsfrie samfund. Ikke i morgen. Målet hedder 2032.
Det er bornholmske BOFA, Danmarks Naturfredningsforening (DN) og den globale fødevarevirksomhed Nestlé, der står bag det ambitiøst pilotprojekt om at genbruge og genanvende plastikemballage. Visionen er, at projektet skal blive inspiration for andre – også i andre dele af verden.
Vores nye samarbejde med Nestlé og DN giver Bornholm en god base for at blive klogere på muligheder og udfordringer, som det udvidede producentansvar giver os. Vi forventer, at vi sammen med vores nye stærke partnere, samt BOFAs nye innovationsplatform, Zero Waste Bornholm, tager et vigtigt skridt imod at blive et 100 procent cirkulært samfund i 2032, siger BOFAs direktør, Jens Hjul-Nielsen.
Nestlés direktør for produktion og logistik i Norden, Birgitte Krenk, er glad for at kunne teste nogle af Nestlés emballage-ambitioner i et afgrænset område som Bornholm, før det eventuelt rulles ud i andre lande.
Vi deler til fulde Bornholms og Danmarks Naturfredningsforenings vision om at skabe en verden uden affald. I Nestlé har vi sat mål for, at al plastemballage skal kunne genanvendes i 2025. Vi har også afsat 14 milliarder kr. til især at skabe et marked for genbrugsplast i fødevarekvalitet. Samarbejdet her med BOFA og DN er banebrydende, fordi vi i fællesskab arbejder målrettet på en af verdens største udfordringer: at recirkulere plasten, så den ikke bliver brændt, ligger på lossepladser eller ender i naturen. For affaldsplast ikke bare affald. Det er en råvare, der skal genbruges igen og igen.
De første projekter mellem Nestlé, BOFA og Danmarks Naturfredningsforening igangsættes i 2021 og vil række ud til bl.a. supermarkeder, borgere og affaldsvirksomheder.
Kilde: Nestlé