Projektleder Danni Birkenfeldt fra Enemærke & Petersen sagde hurtigt ’ja, tak’, da han på en messe i Odense fandt ud af, at firmaet Maturix søgte en samarbejdspartner, der ville være med til at udvikle en digital sensor, der kan måle fugtigheden i gasbeton. Som projektleder er han nemlig med til at totalrenovere 363 huse i Åhaven i Odense og synes, at det er en god idé, at Enemærke & Petersen bliver firstmovers på området:
Fordelen ved at kunne modtage ’live’ data inde fra gasbetonen, er, at vi får et større vindue til at kunne reagere i, både hvis det går skidt eller går godt med fugtigheden. Vi skal huske at forny os hele tiden, og med det her nye redskab i værktøjskassen, kommer vi både til at spare tid og energi. Jeg har altid været glad for tekniske løsninger, og det er virkelig enkelt at bruge, siger Danni Birkenfeldt.
I stedet for at sende et stykke gasbeton ind til et laboratorie med svartid på op til en uge eller få en medarbejder ud og notere data manuelt, så kan du med den digitale metode ikke kun spare tørretid og energi, men også funktionærtimer på sigt
Vi har kunnet halvere ventetiden, fordi data er tilgængelig med det samme, og vi kan spare 6-7 funktionær timer om ugen. Jeg kan også hurtigere varsle de næste i processen, og det sparer alles tid overordnet set. Og så taler det også lige ind i agendaen om bæredygtighed, fordi vi kan sikre og dokumentere et miljøvenligt indeklima, siger Danni Birkenfeldt.
Sensoren, der er genanvendelig, giver mulighed for at dokumentere, at husene ikke har indbygget fugt, og det er en fordel i forhold til at blive DGNB-certificeret.
Kilde: Enemærke & Petersen