AI og andre teknologier spiller en afgørende rolle for den digitale omstilling af energisektoren, men der er fortsat mange selskaber, som er langt fra målet. Værst ser det ud i Danmark, viser en ny global undersøgelse, der sætter lup på energisektoren i Norden.
Det er softwareselskabet IFS, der har taget temperaturen på digitalisering og udbredelsen af innovative teknologier i energisektoren. Undersøgelsen, som er foretaget globalt blandt ledere inden for blandt andet energiforsyning, naturgas, energidistribution og vand & afløb, kigger også specifikt på de fire nordiske lande, og her skiller Danmark sig ud.
Mens 40 procent af de svenske energiselskaber og 18 procent af de norske er kommet i mål med den digitale omstilling, er det kun tilfældet for knap 8 procent af de danske selskaber, som dermed er digitale bundskrabere.
Der er mange barrierer, som står i vejen for, at energiselskaberne bliver fuldt digitale. Den største udfordring, som fremhæves i den nordiske del af undersøgelsen (19 procent), er ledelsens manglende evne til at måle, hvordan investeringen i digitalisering vil tjene sig hjem. Andre udfordringer er mangelfuld infrastruktur (17 procent) samt Change Management der uvægerligt følger med digitalisering. Blandt de danske energiselskaber er det den største bekymring (21 procent).
– På mange områder står energiselskaberne på et rigtig godt fundament. De råder over massive mængder data, der gør det muligt at forudse energibehov, men derfra til at være fuldt digital modne er der et stykke vej. Et centralt område er hele forretningsudviklingen. Altså hvordan det enkelte selskab optimerer sin forretning i forhold til markedsudviklingen og fremtiden. Hvor skal fremtidige vindmølleparker, gasledninger og energikabler ligge? Hvornår skal investeringerne foretages, og hvad bliver det forventede afkast? Samt hvordan vedligeholder man optimalt sine anlæg for at få den bedste økonomi, både fra en miljø- og finansiel vinkel. Hele denne del, der også er kendt som Asset Management, halter i Danmark, siger Jesper Illum, dansk landedirektør i IFS.
IFS er mangeårig leverandør af ERP-systemer til energisektoren og har blandt andet otte af de 10 største energiselskaber i USA på kundelisten. Selskabet er også en betydelig leverandør til sektoren i de øvrige nordiske lande.
– Hvis energiselskaberne ikke er i stand til at forudsige effekten af store anlægsinvesteringer, kan det have alvorlige forretningsmæssige konsekvenser. Det har vi blandt andet set i vindenergisektoren, hvor det har været nødvendigt at trække i nødbremsen på store projekter, fordi man ikke var i stand til at beregne langtidsudsigterne og forudsige effekten af dem, siger Jesper Illum og fremhæver investeringer i AI og Data Analytics som afgørende for at kunne navigere mere sikkert og agilt.
Dette understøttes af undersøgelsen, hvor et overvældende flertal af respondenterne peger på teknologierne Augmentet Reality (92 procent), Internet of Things- IoT (90 procent), AI (84 procent) og Data Analytics (84 procent) som afgørende for den digitale strategi.
Kilde: IFS