Juli bød på endnu en måned med svigtende bilsalg, viser tal fra De Danske Bilimportører. Med mindre end 9.900 solgte biler, er det mere end 26 procent mindre end året før. Samlet over året indtil nu, har salget dykket med næsten 25 procent i forhold til 2021.
Men måske er der håb forude, for det er nemlig ikke manglende købelyst, der er årsag, men derimod manglende produktions- og leveringsevner hos bilproducenterne.
Flere fabrikker melder dog nu om, at det kommer en forbedring i forsyningskæderne senere på året.
Det er positivt, at flere bilproducenter nu melder om bedring i forsyningskæderne. Selv om man ikke kan se det i tallene endnu, så håber vi at kunne indhente lidt på leverancerne i årets anden halvdel, lyder det fra Mads Rørvig, direktør for De Danske Bilimportører
Nedgangen i bilsalget har ramt alle typer, også elbilerne. Tallene for elbilssalget kan vendes lidt op og ned, og anskues både positivt og negativt. 20 procent af solgte biler i juli var elbiler. Det er næsten dobbelt af salget i juli 2021. Omvendt – så er 80 procent af de solgte biler i juli 2022 ikke elbiler, og dermed forbliver den danske bilpark stadig ganske sort.
Det kan dog vise sig at vende.
Med de positive udmeldinger fra flere bilfabrikker, kan vi måske se en slags ketchup-effekt af salg af elbiler, når der for alvor kommer gang i leverancerne.
Kilde: De Danske Bilimportører