Et nyt klimamærke til fødevarer kan måske være på vej til de danske forbrugere. Bag den idé står en række organisationer og virksomheder, som d. 23. november sætter fokus på behovet for et klimamærke ved en konference i Børsbygningen i København. Blandt talerne er Forbrugerrådet TÆNK, Concito, Orkla, Coop, Salling.
Det er organisationen GS1 Denmark, der står bag initiativet. GS1 arbejder med standardiseringer og har til daglig ansvaret for at administrere og udvikle stregkodesystemet i hele verden, og netop dét system kan komme til at spille en væsentlig rolle i forhold til at få implementeret et klimamærke.
De fleste kender nok stregkodesystemet, men færre ved, at der faktisk gemmer sig en hel del mere bag stregerne, end man lige kan se. Hele systemet er nemlig koblet op på en database med såkaldt varestamdata, som blandt andet vil komme til at rumme informationerne omkring klimamærket, når det forhåbentlig kommer. Da vi samtidig er sat i verden for at skabe standardiseringer, som klimamærket, sammen med industrien, så har det også været naturlig for os at byde de forskellige aktører op til debat, siger Standard & Relations Manager hos GS1 Denmark, Mads Kibsgaard.
Et eventuelt kommende klimamærke vil afstedkomme overlap med nuværende mærkningsordninger og skabe nogle dilemmaer, for det er kompleks at gennemskue fødevarers klimabelastning. Og det bliver ikke mindre gennemskueligt, når man samtidig skal tage højde for fx dyrevelfærd og økologi.
Et oplagt eksempel er kombinationen mellem økologi og dyrevelfærd. De fleste dyr fra økologiske gårde har også en god dyrevelfærd. Omvendt er det er ikke selvskrevet at disse gårde også har den mindste klimapåvirkning.
Det er nødvendigt at ændre forbrugernes indkøbsadfærd, hvis vi skal nedsætte klimabelastningen fra vores fødevareforbrug. Vi ved fra undersøgelser, at forbrugerne gerne vil vælge mere klimavenligt, men at de har svært ved at vurdere klimabelastningen fra fødevarerne. Vi mener, at et klimamærke vil kunne hjælpe forbrugerne i deres valg. Men det er et komplekst område, så det er vigtigt, at vi får en grundig drøftelse af, hvordan et klimamærke skal skrues sammen. Vi skal have fokus på, at mærket ikke ender med at vildlede i stedet for at vejlede forbrugerne til den nødvendige omstilling, siger Camilla Udsen, projektchef for fødevareområdet hos Forbrugerrådet Tænk.
Uanset hvilken udformning et mærke ender med at få, så er det vigtigt, at klimamærket bliver ledsaget af endnu mere gennemsigtighed end tidligere, mener GS1.
Hvis vi kigger på den næste generation af stregkoder – de såkaldte 2D-stregkoder – som vi faktisk kan rulle ud i dag, så kan de være indgangen til langt bedre og mere tilgængelig information omkring mærkningsordningerne. Når forbrugerne i fremtiden bliver mødt af et klimamærke på deres varer, så skal de også kunne tage deres telefon, scanne varen og kigge på alle de informationer, som ligger bag, lyder opfordringen fra Mads Kibsgaard.
Kilde: GS1