
Vi skal tage cyklen noget mere, mener Europa-Parlamentet. Herfra lyder en opfordring til Europa-Kommissionen om at udvikle en egentlig europæisk cykelstrategi, der kan fordoble antallet af kørte cykelkilometer i Europa inden 2030.
– Det er et meget stærkt signal og et vigtigt skridt på vejen mod at frigøre hverdagscyklingens fulde potentiale, når parlamentet vil have cykling anerkendt som en fuldgyldig transportform og opfordrer Kommissionen til at udvikle en europæisk cykelstrategi, der skal fordoble antallet af kørte cykelkilometer i Europa inden 2030, siger direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag.
Vejen frem til mere cykling skal gå via bl.a. trygge og sikre cykelparkeringspladser, opladningskapacitet til elcykler i forbindelse med boligplanlægning og cykelstier parallelt med veje og jernbanespor.
– Samtidig er det tydeligt, at parlamentet ser virksomheder som havende en vigtig rolle at spille. Igen er vi helt enige – og vi kan heldigvis konstatere, at det er virksomhederne også: I vores rådgivningscenter for virksomheder, Cykelvæksthuset, oplever vi et stort behov fra virksomhedernes side for at få hjælp og støtte til at omstille transport af medarbejdere, varer og ydelser fra bil til cykel, siger Kenneth Øhrberg Krag.
Både offentlige og private virksomheder er ifølge Cyklistforbundets direktør optaget af de hurtigere fremmetider i byerne, fordi (ellad)cykler ikke sidder fast i trafikken og nemmere kan finde parkering, af sundere medarbejdere på grund af den løbende cykelmotion og den mere klimavenlige transport, som en overflytning af medarbejdere, varer og ydelser fra bil til cykel (herunder elladcykel) kan levere.
Kilde: Cyklistforbundet