EPD, DGNB, LCA, LCC. Forkortelser og begreber står i nærmest kø, når samtalen falder på bæredygtighed i byggeriet. Det kan derfor være sin sag at holde styr på, hvad der er op og ned i de ofte komplekse diskussioner. Men nu bliver en række af de mest gængse termer forklaret kort og præcist af nogle af landets førende eksperter gennem en serie af vodcasts – video podcasts – bestående af syv afsnit. Saint-Gobain Denmark står bag vodcastserien, der er tilgængelig for alle interesserede på bæredygtigtbyggeri.saint-gobain.dk
Det har været vigtigt for os at give ekspertener en samlet platform at tale fra, uden at vi har blandet os i indholdet. Når vi har valgt at lave serien, er det fordi, vi har oplevet – både fra de samtaler, vi har i branchen, og fra de spørgsmål om bæredygtighed, vi får fra fx kunder og partnere – at der ikke altid er klarhed over, hvad de forskellige ord og termer egentlig indebærer. Og det er lidt ærgerligt, for den manglende klarhed komplicerer det vigtige område unødigt, siger Rikke Lildholdt, der er marketingdirektør for Saint-Gobain Denmark.
Hun fortæller videre, at alle de eksperter, man kontaktede, var meget positive over for idéen.
Der er tale om nogle af Danmarks mest kompetente mennesker inden for hver deres område, og vi er rigtigt glade for, at de har været så gavmilde med at dele deres viden. Nu håber vi, at de nye vodcasts kommer godt rundt, og kan være med til at skabe en bedre forståelse for de individuelle begreber såvel som for sammenhængen, siger Rikke Lildholdt.
En af de eksperter, der er med i serien, er Lau Raffnsøe fra Green Building Council. Han forklarer om DGNB. Certificeringen, der i sin oprindelige form blev skabt i Tyskland i 2007, og i dag er den mest anerkendte og benyttede bygningscertificering i Danmark.
For mig var det oplagt at være med. Selv om vi har været i gang med DGNB i Danmark i en årrække, så er det først inden for de seneste år, at der for alvor er begyndt at komme en bredere forståelse for hvad certificeringen kan – at den på den ene side, ud fra en helhedsbetragtning, dokumenterer bygningens bæredygtighedsaftryk og bæredygtighedsperformance. Men også at certificeringen er et værdifuldt redskab i selve processen. Vi oplever stadig, at der florerer nogle misforståelser, fx om hvad certificeringen kan og om hvorvidt produkter kan siges at være DGNB-produkter. Her er det for eksempel vigtigt at forstå, at det er byggeriet, der certificeres, og at produkterne i sig selv ikke kan udløse en certificering, forklarer Lau Raffnsøe.
De øvrige eksperter, der deler deres viden i serien er Kim Haugbølle fra Aalborg Universitet, der forklarer om Totaløkonomi, Linda Høibye fra Life Cycle Assessment Consulting, der forklarer om EPD, Harpa Birgisdottir fra Aalborg Universitet, der forklarer om LCA, Mia Manghezi fra Pension Danmark, der forklarer om certificeret byggeri, Michael Søgaard Jørgensen fra Aalborg Universitet, der forklarer om cirkulær økonomi og Tine Steen Larsen også fra Aalborg Universitet, der forklarer om indeklima.
De syv bæredygtigheds-vodcasts er tilgængelige på Saint-Gobains hjemmeside på bæredygtigtbyggeri.saint-gobain.dk.
Kilde: Saint-Gobain