På et frostlager gælder det om at holde varmen ude så effektivt, som det kan lade sig gøre. Men på et lager skal man frem og tilbage, og det betyder åbne døre eller porte. Her gælder det om at holde åbent så kort tid som muligt.
Det forsøger man hos Dior System, der har udviklet porte, der er specieldesignet til netop frostlagre. Der er tale om såkaldte hurtigporte, der er åbne i så kort tid, det er fysisk muligt. Det vil i dette tilfælde sige 2 meter i sekundet.
Yderligere skal åbningen tilpasses trucken, så porten åbner lige i tide, når trucken har brug for det, og lukker lige efter, den er kørt igennem.
I Door Systems portstyring er det et radarsystem, som opfanger truckens bevægelser, og som altså aktiverer portens åbne- og lukkemekanisme. Det er muligt at tilpasse aktiveringen af porten individuelt efter truckkørslen på lageret.
En indbygget frekvensomformer sikrer en langsom opstart og nedbremsning af porten. Det mindsker slitagen på porten og gør den særdeles støjsvag, samtidig med at den fortsat åbner og lukker meget hurtigt.
Ydermere er portstyringen forsynet med sensorer, som måler temperaturen på begge sider af porten. I forbindelse med at porten åbner og lukker, logger systemet de kontinuerlige temperaturændringer.
Det gør det muligt at beregne hvor store energitab, der er tale om i forbindelse med trafikken ud og ind ad frostlageret, og virksomhederne får dermed et redskab, der kan dokumentere energitab og de forbedringer, det er muligt at lave i forhold til stadig at have en både effektiv og sikker drift.
Kilde: Door System