Danske iværksættere med CO2-reducerende løsninger kan levere vigtige produkter i kampen mod klimaforandringer. Produkter, der kan blive til efterspurgte varer på det globale marked. Første skridt på den rejse er, at iværksætterne får modnet både virksomhed, forretningsmodel og go-to-market-strategien. Den rejse skal gøres lettere og hurtigere gennem et nyt vækstforløb kaldet GreenUP Accelerator. Unikt for GreenUP Accelerator, sammenlignet med andre iværksætterforløb, er muligheden for at opnå et lån på 1 mio. kroner ved opstart, hvilket kan have afgørende betydning for iværksætternes videre færd
Dansk erhvervsliv har i mange år arbejdet med bæredygtighed. Blandt andet med løsninger inden for grøn omstilling og energi. Men der skal mere fart på. Særligt nu hvor efterspørgslen efter klimavenlige løsninger øges fra resten af verden. Ved at hjælpe iværksættere godt i gang – også med fokus på den videre skalering – kan vi forhåbentlig bringe nogle konkurrencedygtige klimaiværksættere godt ud på det globale marked, siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.
Han peger på, at netop kombinationen af bæredygtighed og ny teknologi er interessant – og dermed kan bane vejen for yderligere dansk eksport.
Netop eksporten er endemålet med etableringen af GreenUP Accelerator. Men vejen dertil er lang og kringlet. Og det er i dét lys, at Industriens Fond, DTU Science Park og The Footprint Firm er gået sammen om at stable det nye accelerationsforløb på benene, for at hjælpe klima-startups, der arbejder med CO2-reducerende løsninger, gennem den hårde opstart og videre mod skalering, vækst og eksport.
Det er en svær disciplin, og tal fra OECD viser, at kun 4 procent af alle startups når til skaleringsfasen og opnår at have flere end 10 ansatte. Det skal der ændres på hos de danske klimaiværksættere.
Vi har i flere år arbejdet målrettet med at hjælpe teknologidrevne startups til udvikling og vækst. Og de iværksættere, der kan bidrage til CO2-reduktion, har gode løsninger og prototyper på bedding. Men vi ved, at det er svært at komme godt i gang. Det hjælper vi dem med gennem det nye forløb, og vores erfaring siger os, at det virker. Vi kan se, at blandt de startups, som vi hidtil har haft i acceleration i Futurebox gennem de seneste syv år, er 90 procent stadig i live. De har lanceret mere end 150 produkter og har rejst mere end 1 mia. kroner i investeringer. Så det kan lade sig gøre, og vi skal have høje ambitioner på det her felt,siger Steen Donner, CEO hos DTU Science Park.
GreenUP Accelerator bliver for alvor skudt i gang i starten af det nye år.
Se mere om GreenUP her: http://www.greenupaccelerator.com
Kilde: DTU Science Park