Træ skal mere ind i byggeriet for at skære ned på CO2-udslippet. Imidlerid har det knebet med at anvende træ som bærende konstruktion i etagebyggeri på mere end fire etager. Det skyldes blandt andet bygningsreglementets høje krav til dokumentation.
Men nu er der ændring på vej.
Hos modulproducenten Scandi Byg i Løgstør er man kommet i mål med den del, da en ny godkendt brandtest betyder, at virksomheden kan bygge mere end fire etager som fast standard. Det er ikke alene en vigtig milepæl for Scandi Byg, men også for træbyggeriet generelt.
– Hos Scandi Byg har vi i lang tid arbejdet imod at kunne bygge etagebyggeri i træ på mere end fire etager, fordi der kommer større og større efterspørgsel på bæredygtige løsninger. Derfor er vi naturligvis også utrolig begejstrede for, at vi nu har dokumentation for, at vores trækonstruktioner er så stærke, at de kan bestå en REI 120-test. Den nye dokumentation betyder nemlig, at vi kan opfylde kravene i bygningsreglementet til etagebyggeri i træ og således bygge endnu højere, præfabrikerede modulbyggerier, siger administrerende direktør i Scandi Byg, Christian Halken.
Det er DBI – Dansk Brand og sikringsteknisk Institut i Hvidovre, der har foretaget brandtesten af Scandi Bygs trækonstruktioner. Her blev Scandi Bygs bærende trækonstruktioner testet for brand i mindst to timer med mere end 1.000 grader i slutfasen.
Så vidt vi ved, er vi hos Scandi Byg de første i Danmark, der har fået dokumenteret vores bærende trækonstruktioner og dermed kan bygge etagebyggerier over fire etager i træ som standard. Det er vi naturligvis stolte over, for hos Scandi Byg ønsker vi at sætte standarden for fremtidens byggeri med en innovativ og bæredygtig byggeproces. Derfor arbejder vi hele tiden på at udvikle vores standarder og måden, vi producerer industrielt modulbyggeri på, og tager således gerne de udviklende skridt som firstmovers, forklarer Horst Günther, der er teknisk chef hos Scandi Byg.
Med den stigende urbanisering samt et stærkt behov for bæredygtigt etagebyggeri i ind- og udland skaber den nye dokumentation ifølge Horst Günther endnu flere muligheder for, at virksomheden kan byde ind på projekter i mere end fire etager og dermed øge konkurrenceevne netop inden for dette segment.
Etagebyggeri over fire etager er ikke længere blot forbeholdt materialer i beton og stål. Det kan vi blandt andet se i udlandet. I vores nabolande bygger de langt flere bygninger med træ som bærende konstruktioner, og udenlandske erfaringer viser, at man sagtens kan bygge højt i træ også som modulbyggeri og få glæde af den industrielle form for byggemetode, forklarer han.
Kilde: Scandi Byg