Det schweiziske forskningslaboratorium Empa har i samarbejde med Lidl Switzerland udviklet en cellulosebaseret belægning, som kan erstatte den omdiskuterede plastikkrympefilm på agurker, bananer og andre grøntsager og frugter.
Skrællen er fremstillet af pressede frugt- og grøntsagsskræller, som forarbejdes og derefter fungerer som emballage.
Det schweiziske projekt er igangsat af Lidl Switzerland, som ønskede at finde ud af, om det var muligt at finde cellulosebaserede og miljøvenlige alternativer til plastemballagering af frugt og grønt.
Empa-forskere har brugt mere end et år på at udvikle den særlige beskyttende cellulosebelægning, som viser sig ganske effektiv til at forlænge diverse fødevarers holdbarhed. I en test blev bananernes holdbarhed for eksempel forlænget med mere end en uge.
Empa-forskernes innovation er, at de forarbejder presserester fra frugt- og grøntsagsskaller til cellulose. Presseresterne er de faste rester, som bliver tilovers efter produktion af juice fra frugt og grøntsager.
Tidligere blev disse planterester smidt ud i biogasanlæg eller direkte på markerne, men i fremtiden kan de måske bruges til at skabe en beskyttende belægning til friske grøntsager og frugter!
Den cellulosebaserede belægning sprøjtes enten på produkterne, der skal beskyttes eller påføres ved at dyppe produkterne i en opløsning, som derefter tørrer og danner en beskyttende “film”. Beskyttelsesskallen er nem at vaske af, men fordi den er ufarlig for forbrugeren, kan den også bare spises.
Ifølge Empa-forskere er det fulde potentiale af disse cellulosebelægninger endnu ikke afklaret – for eksempel kunne man forestille sig, at der tilsættes nyttige stoffer som vitaminer og antioxidanter, og at “celluloseskallerne” dermed indgår som en spiselig del af produkt.