Udtagning af lavbundsjord er et vigtigt tiltag i den grønne omstilling af landbruget. Der er dog lang vej til at udnytte det fulde potentiale. Men snart bliver det lettere at finde de lavbundsarealer, som kan give de største klima-, miljø- og naturgevinster.
Projektet skal give landmænd, lodsejere, kommuner og andre, som udtager lavbundsjorder mere og bedre viden om, hvilke arealer der giver mest plus på klimakontoen at udtage.
Konkret skal der udvikles et kortbaseret screeningsværktøj, som kan graduere lavbundsarealer efter deres potentiale for at sikre høje klima-, miljø og natureffekter, hvis de udtages fra landbrugsdrift. Screeningsværktøjet skal ligeledes hjælpe med at udpege de lavbundsjorder, som kan udtages hurtigt.
En første version af screeningsværktøjet forventes at være klar i løbet af 2021, hvorefter værktøjet videreudvikles frem mod udgangen af 2023.
Det er Landbrugsstyrelsen, som står for projektet med at udvikle det nye screeningsværktøj, men det sker i samarbejde med Miljøstyrelsen, universiteter og interessenter.
Det nye projekt koster knap 10 mio. kroner, som kommer fra de to mia. kroner, der blev afsat til lavbundsprojekter på finansloven 2020.
Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri