Bilsalget herhjemme er en noget broget affære. Vi elsker de grønne biler – eller i hvert fald cirka dobbelt så meget, som vi gjorde i 2020. Salget af grønne personbiler udgjorde i november 45 procent, hvilket er en fordobling af sidste års 22 procent. Dog gemmer der sig en ikke uvæsentlig detalje, og det er, at det samlede bilsalg er vigende. Det er faldet med 18 procent for november, og samlet set er faldet frem til nu for hele året på 4,5 procent.
Ikke på grund af manglende lyst til at købe bil, men på grund af den globale mangel på mikrochips, der sætter en del bilhandler på stand-by, da ikke alle kunder gider vente 9-12 måneder på en ny bil.
I reelle tal kom næsten 15.000 nye biler ud på vejene i november. Af dem var 3.030 elbiler og 3.640 plug-in hybrider. Godt 8.300 var dermed af mere sort karakter, så kærlighedsaffæren med den fossile bil er altså ikke helt overstået. Det går dog den rigtige vej.
De grønne biler vinder fortsat markedsandele, og det forventer vi fortsætter. Med en måned tilbage på kalenderen har salget af grønne biler allerede overgået salget for hele 2020 med 70 procent. Med udsigten til afgiftsstigninger i 2022, forventer vi tilmed en flot slutspurt af de grønne biler i december måned, siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Samlet set mangler mange danskere dog stadig at skifte om. Pr. den 30. november var der 131.841 grønne biler her landet, ud af en samlet pulje af personbiler på næsten 2,8 mio.
Kilde: De Danske Bilimportører