Assens Kommune og Assens Forsyning A/S har givet hinanden albue på et partnerskab og en fælles indsats, for at reducere udledningen af CO2 og bedre kunne håndtere fremtidige regnhændelser og klimaforandringer.
Med den nye klimapartnerskabsaftale har parterne forpligtet sig til at tage ansvar for den grønne omstilling, og arbejde for at bidrage til den kommunale vision om at have reduceret udledningen af CO2 med mindst 70 procent i 2030 og være CO2-neutral inden 2050.
Vi glæder os over partnerskabsaftalen og til at yde et lokalt bidrag til det globale klima og den grønne omstilling. Vi arbejder allerede intenst med klimatilpasningsprojekter samt med at renovere og optimere kloaksystemerne, så vi undgår oversvømmelser og overløb til vandmiljøet. Samtidig er vi i Assens Kommune blandt landets mest effektive til at sortere og genanvende affald. Klimapartnerskabsaftalen er derfor en naturlig del af den indsats og dagsorden, vi som selskab har valgt at prioritere, siger bestyrelsesformand Poul Erik Kristiansen.
Underskrifterne på aftalen blev sat på byggepladsen til den nye Forsyningspark, hvor Assens Forsyning A/S blandt andet opfører et nyt og centralt renseanlæg med biogasanlæg, som skal håndtere rensning af spildevand fra hele Assens Kommune. Anlægget bliver energineutralt og en stor bidragsyder til aftalens mål om at nedbringe udledningen af CO2.
Vi nedlægger otte ældre renseanlæg og samler al rensning af spildevand på det nye anlæg. Ved at anvende de nyeste og mest effektive teknologier, reducerer vi udledningen af CO2 fra elforbruget til transport og rensning af spildevand med hele 60 procent svarende til 400 tons om året. Samtidig bliver anlægget så energieffektivt, at det producerer mere energi i form af el og varme, end det forbruger. Anlægget bliver dermed noget af det mest effektive og miljøvenlige i branchen, fortæller administrerende direktør Birger Strandby Ernst.