Normalt er CO2 noget man forbinder med klimakrisen, men nu kan det vise sig, at gasarten kan blive et regulært guldæg for den danske shipping-branche. Det gælder dog om at være hurtigt, fastslår en ny rapport fra Teknologisk Institut og Maersk Broker Advisory Services
First-moverne på området for skibstransport af CO2 kan nemlig sikre sig attraktive andele af et kommende marked. Det kræver dog lange kontrakter og hurtig etablering af CCUS-projekter i både Danmark og andre Nordsø-lande.
Værdikæderne i forbindelse med fangst, lagring og anvendelse af CO2 er stadig under opbygning, og den maritime transport af CO2 forventes at kunne få stor betydning i denne. Det skyldes, at det teknisk set er relativt uproblematisk at transportere CO2, og at skibe er en fleksibel transportform, som er velegnet at anvende, for eksempel i områder hvor det ikke kan betale sig at etablere rørledninger til transport af CO2, siger centerchef Jacob Ask Hansen fra Teknologisk Institut.
Der er endnu ikke tilgængelige skibe klar til at transportere CO2, og de bygges eller finansieres kun, hvis rederne kan sikre sig lange kontrakter. Derfor vil markedet frem mod 2030 være baseret på lange kontrakter mellem præ-definerede fangst- og lagringsfaciliteter.
Danske aktører er på nuværende tidspunkt blandt ”first-movers”, men hvis de skal have en fordel af at være det, kræver det, at de danske CCUS-projekter etableres så hurtigt som muligt og helst før vores naboer i Nordsøen.
På den længere bane, efter 2030, vil det kræve større skala og flere lokationer for fangst, lagring og anvendelse, hvis et marked for maritim CO2-transport skal etableres. Mange nuværende shippingvirksomheder vil have kompetencerne til at spille en rolle i dette marked, hvilket kan lede til et mindre attraktivt marked med stor priskonkurrence.
Med de stigende CO2-afgifter, både i Danmark og resten af Europa, begynder det så småt at give kommerciel mening at fange og lagre CO2 fra de industrianlæg der har de største udledninger. Vi ser derfor et stort potentiale for vores kunder i at være med til at fremme den grønne omstilling ved at finde og indgå i dialog med projekter, hvor man kan tilbyde sin ekspertise i at bygge og operere skibe til at transportere CO2, udtaler Daniel Cáceres Larsen, Head of Energy Transition hos Maersk Broker Advisory Services.
Kilde: Teknologisk Institut