Appén nabogo skal gøre samkørsel lettere, og dermed undgå det, som er blevet døbt transportspild. Altså at biler beregnet til 4-5 personer, næsten altid kun har føreren, og ingen passagerer.
Gladsaxe Kommune har indgået et partnerskab med nabogo, og opfordre nu alle til at køre mere sammen for at spare på ressourcerne.
Gladsaxe tilbyder appen til borgere, medarbejdere og lokale virksomheder i samarbejde med Gladsaxe Erhvervsby. Og i november sætter Gladsaxe ekstra fokus på samkørsel sammen med resten af Danmark, hvor en national samkørselskampagne løber af stablen under sloganet ”Alle har brug for en sidemakker”.
Jeg er glad for, at vi med dette partnerskab kan tilbyde nye muligheder for at køre sammen i, til og fra Gladsaxe – fremfor at køre alene i hver sin bil. Det understøtter vores mål om grøn og bæredygtig omstilling, og samtidig nedbringer det trængslen på vores veje. Derfor håber jeg, at november kan blive begyndelsen på mere samkørsel i Gladsaxe, siger borgmester Trine Græse.
Partnerskabet mellem Gladsaxe Kommune og nabogo betyder, at samkørsel via appen er gebyrfri. Brugerne deles blot om udgifterne, så passageren betaler 75 øre pr. km. direkte til chaufføren via appen.
Desuden er Rejseplanen integreret i appen, så man som bruger kan få det fulde overblik over sine transportmuligheder. Kombinationen af samkørsel og kollektiv transport gør det let at undgå transportspild og bidrage til den grønne omstilling.
Madspild er for alvor blevet et område, hvor folk gerne vil gøre en forskel. Transportspild skal være det næste område, hvor vi hjælper hinanden med at udnytte ressourcer bedre. Store ændringer kommer, når mange ændrer vaner i det små – derfor har vi valgt at fokusere på samkørsel i hverdagen, siger Kasper Dam Mikkelsen, som er partner i og medstifter af nabogo.
Kilde: Gladsaxe Kommune