
Måske er det slut med tysk støtte til de grønne biler hurtigere end planlagt. Ligesom her i landet er der en plan for, hvordan den nuværende støtte skal afvikles, men nu vil det grønne indslag i den tyske koalition tilsyneladende barsle med et forslag, der sender støtte på pension tidligere.
Det er især plug-in biler, der bliver ramt i første omgang.
I dag er der bundet op til 4.500 euro i halen på en plug-in bil. Det tilskud skal efter det nye forslag droppes helt allerede i indeværende år. Efter den oprindelige plan skulle det langsomt udfases fra 2023
Rene elbiler får 6.000 euro fra staten. Det tilskud skal ikke fjernes helt, men skæres ned til 4.000 euro i 2023, og falde yderligere til 3.000 euro i både 2024 og 2025.
Pengene skal i stedet gå til klimabeskyttelse, da vurderingen er, at især plug-in biler i dag sagtens kan sælges uden tilskud.
Forslaget er ikke vedtaget, og møder ikke uventet stor modstand fra den stærke tyske bilindustri, hvor man ser netop plug-in modellerne som en trædesten fra de fossile biler til de elektriske.
Ydermere kommer tilskuddet til bilerne ved leveringen, og ikke ved bestillingen. Med de nuværende lange leveringstider kan nogle kommende tyske biler altså muligvis grave lidt flere euro frem fra gemmerne.
Kilde: Automotive News Europe