Ambitionerne er tårnhøje, men alligevel er det kun 51 procent af fremstillings- og produktionsvirksomheder globalt har kurs mod at blive CO2-neutrale og derved nå klimamålene i Parisaftalen
Det viser en ny rapport fra Capgemini Research Institute. Ifølge rapporten mangler fremstillingssektoren særligt en helhedstilgang til arbejdet med bæredygtighed, og modenheden i de bæredygtige tiltag, der er taget, er stadig lav. Kun hver 10. har i dag et perspektiv på bæredygtig produktion, der inkluderer hele værdikæden.
Det manglende fokus på bæredygtighedsinitiativer sker ifølge rapporten på trods af, at langt hovedparten af de virksomheder, der gennemfører bæredygtighedsinitiativer, bl.a. opnår et forbedret omdømme samt øget effektivitet og produktivitet. Rapporten fremhæver samtidig, at 9 ud af 10 virksomheder, der har iværksat bæredygtighedstiltag, faktisk har set en reduktion i affaldsmængden og drivhusgasemissionerne.
På tværs af forskellige industrier er fremstillingen af forbrugsvarer den mest bæredygtige sektor (15 procent), når det kommer til at inkludere hele værdikæden i bæredygtighedsarbejdet, efterfulgt af industri og kapitalgoder (11 procent) samt bilindustrien (10 procent). Desuden er kun 11 procent af bæredygtighedsinitiativerne aktivt skaleret på tværs af organisationen, og kun én ud af fem har bæredygtighed fuldt integreret i deres produktionsstrategi.
Der er et paradoks i, at kun 11 procent af bæredygtighedsinitiativerne aktivt skaleres på tværs af organisationer og virksomheder, fordi fordelene for dem, der rent faktisk indfører bæredygtighedsinitiativer, jo tydeligt er ret store, siger Maria Søndergaard, direktør for produktion, distribution og retail hos Capgemini Danmark.
Rapporten afslører også, at produktionsvirksomheder i stigende grad styrker deres bæredygtighedsdagsorden med ny teknologi. Mere end halvdelen (56 procent) af virksomhederne prioriterer i øjeblikket anvendelsen af digitale teknologier til at indarbejde bæredygtighed i produktionen og værdikæden.
Digitale teknologier og data er afgørende for at accelerere bæredygtighedsdagsagendaen. Vi ser voksende investeringer i digitale teknologier fra producenter, der i stigende grad søger og indgår partnerskaber med etablerede teknologivirksomheder og nystartede virksomheder for at styrke deres bæredygtighedsindsats. Det giver produktions- og fremstillingsvirksomheder en lang række muligheder for at kombinere en rentabel vækst med mere bæredygtighed, forklarer Maria Søndergaard.
Ifølge rapporten er producenter nødt til at gå endnu længere end det eksisterende fokus på lean og grøn praksis omkring reduktion og genbrug. Indfrielse af Parismålene fordrer en langt mere omfattende og sammenhængende tilgang fastslår Capgemini. En tilgang, der også inkluderer genanvendelse, redesign og genfremstilling.
Samtidig skal der langt mere fokus på, at hovedparten af producenternes CO2-aftryk reelt kommer fra indirekte emissioner fra deres organisation og værdikæde – altså emissioner, der rækker ud over de direkte emissioner, som i dag er udgangspunktet for hovedparten af fremstillings- og produktionsvirksomhederne.
Capgemini er selv midt i en ambitiøs klimaindsats og har som en af de første IT-selskaber fået valideret sine CO2-reduktionsmål af det uafhængige ”Science-Based Target initiative”. I 2020 havde Capgemini reduceret CO2-aftrykket per medarbejder med 20 procent sammenlignet med 2015, mens man i 2030 skal have nedbragt aftrykket for hver af de over 270.000 ansatte med 30 procent.
Kilde: Capgemini