11 tons CO2. Så meget udleder hver dansker årligt ifølge den nye rapport, Global Afrapportering 2021. Udledningen sker som konsekvens af vores forbrugsbaserede klimaaftryk.
Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk er faldet 25 pct. siden 1990
Rapporten opgør Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk til 61 mio. ton CO2 i 2019.
Klimaaftrykket er en opgørelse af den samlede klimaeffekt af det danske forbrug af indenlandsk producerede og importerede varer, fratrukket udledningerne fra eksporterede varer.
Klimaaftrykket er faldet med 25 pct. siden 1990, selvom forbruget er steget i samme periode, og svarer til at hver dansker altså udleder knap 11 ton CO2 årligt. Det er 25 pct. mere end de indenlandske udledninger og afspejler, at Danmark er et relativt velstående land med en stor samhandel med omverdenen.
Det er ikke muligt præcist at omregne det danske bidrag til reduktion i CO2-udledninger gennem vores samarbejder og klimabistand, da det i praksis er samarbejdslandene selv, som beslutter og fører politiske ændringer ud i livet.
Men det er tidligere opgjort, at alene det danske samarbejde med relevante myndigheder i Kina vurderes årligt at have bidraget til at reducere udledningerne med 22 mio. ton CO2 svarende til 73 procent af de danske energirelaterede udledninger i 2019.
Eksport af grøn teknologi bidrager til den globale grønne omstilling
Udover, at mange danske virksomheder har fokus på at reducere klimaaftrykket fra egen produktion, eksporterer danske virksomheder blandt andet klima – og energiteknologier samt serviceydelser for mere end 100 mia. kr.
Mere end tre fjerdedele af denne eksport er ”grønne” løsninger, som bidrager til en klimavenlig omstilling globalt. Vareeksport af grøn miljø- og energiteknologi er steget med over 50 procent siden 2010. Til sammenligning er den samlede vareeksport i samme periode kun steget med 35 procent.
Kilde: Energistyrelsen