
Når København koger over af varme, kan de åer og vandløb, der er i dag løber under jorden, måske være med til at køle byen lidt ned.
Derfor vil teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) arbejde for at få opbakning til at analyse af, hvorvidt det kan lade sig gøre at fritlægge dem.
Og der er flere af dem. Ladegårdsåen løber under byen helt fra Bispeengen til De Indre Søer, og Lygte Å løber under jorden fra Bispebjerg til Bispeengen, mens Grøndals Å løber skjult fra Damhussøen til Bispeengen.
– Klimaforandringer giver varmere somre, og her kan åbne vandløb hjælpe med at køle byen ned. Åbne vandløb styrker også biodiversiteten, fordi det tiltrækker insekter. Jeg håber derfor, at der er politisk opbakning til at få undersøgt, om det kan lade sig gøre, så vi kan tage første skridt mod at få en grønnere by, siger hun.
København blev oprindeligt anlagt ved havet, hvor der ikke naturligt var større søer eller floder, som kunne forsyne byen med ferskvand. Derfor har man gennem tiden reguleret og udvidet områdets moser og søer samt gravet kanaler for at forsyne den voksende by med drikkevand og vand til byens befæstning.
I slutningen af 1800-tallet begyndte man gradvist at anvende grundvand i stedet for overfladevand til drikkevand, og derfor blev søernes betydning som drikkevandsressource gradvist mindre.
Tidligere udgjorde åbne kanaler og å-løb en sundhedsrisiko i mange af verdens byer, men i takt med at håndteringen af spildevand og affald er blevet bedre i mange byer, er vandløb, åer og søer også blevet sundere.
Københavnerne sætter utroligt meget pris på byens grønne områder. Det er især tydeligt, når solen skinner, og der ved byens parker og søer er fyldt med mennesker, der hygger sig. Nogle gange så fyldt, at det kan være svært at finde en grøn plet eller en ledig bænk at slå sig ned. Der mangler grønne områder i København, og hvis de skjulte vandløb bliver åbnet, vil det skabe flere grønne byrum, som københavnere kan opholde sig i, siger hun.
Københavns Kommune