
Fjernvarme kan produceres på flere forskellige måde. De anlæg, som kørte på gas, har måttet sætte prisen markant op i 2022, mens det så helt anderledes ud for de værker, hvor man fx benytter sig af at brænde affald af.
Det gør man på Vestforbrænding på den københavnske vestegn, og det har kunderne nydt godt af.
Under det meste af energikrisen i 2022 kunne værket stort set holde prisen, og nu kommer der endnu en glædelig nyhed – for prisen får et nøk nedad.
Fjernvarmeprisen kan sænkes med 250,- kr. årligt for et standardparcelhus med et forbrug på 18,1 MWh.
– Vestforbrænding er et kommunalt ejet selskab, og vi er ikke sat i verden for at generere et overskud. Hvis vi tjener mere end forventet, kommer det vores kunder til gode, siger Anne Rosenkilde Lajer, chef for fjernvarmekunderne hos Vestforbrænding.
Prisen sænkes pr. 30. juni 2023 og er godkendt af Vestforbrændings bestyrelse, og det gælder alene for kunder, som har indgået standardaftaler med Vestforbrænding.
Kilde: Vestforbrænding