Løgimose opnår ISCC-certificering med en plastmembran lavet på restprodukter fra bæredygtigt, nordisk skovbrug.
ISCC-mærket sikrer blandt andet, at plastmembranen indeni selve kartonen, som forhindrer mælkeproduktet i at opløse pappet, udvindes af nordisk fyrretræsolie, der er et restprodukt fra papirproduktion. Herudover er det et krav, at der ikke anvendes landbrugsarealer til fremstilling af emballagen, fortæller kategori- og innovationschef i Løgismose, Mikkel Grønlykke.
Udover certificering vil virksomheden også droppe plastskruelågene på deres mejeriemballage. Udfasningen af lågene kommer til at ske over en periode i løbet af foråret 2021, hvor man starter med de syrnede mælkeprodukter, inden turen går videre til en række udgaver af koldskål. Løgismoses mælkekartoner har allerede smidt de hvide plastlåg.
Vi er ikke de første, som vælger at gå i den her retning, men vi har en klar ambition om at blive de første, som når 100 procent i mål med at fjerne skruelåg af plast fra hylderne i dansk dagligvarehandel, siger Mikkel Grønlykke
Virksomheden fastholder FSC-mærkning, som sikrer, at der ikke fældes mere træ til emballagen, end skoven kan nå at reproducere.
Kilde: Løgimose