En donation på 50 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden bidrager til at realisere Danmarks nye oceangående forskningsskib.
Med et nyt topmoderne oceangående forskningsskib, der også kan sejle i Arktis, kan danske havforskere fortsætte med at tilvejebringe vigtig viden om bl.a. klima og bæredygtigt fiskeri.
Det nye skib kan snart komme på bedding, takket være en donationen, der supplerer statens investering på 170 mio. kr. og DTU’s egen investering på 100 mio. kr.
Vi er meget glade for omsider at kunne bygge et nyt havforskningsskib. Det er en længe ventet drøm, der går i opfyldelse, siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.
Det nye skib skal erstatte det nuværende forskningsskib Dana IV, der efter 40 år på havet skal på pension. Med et nyt multidisciplinært forskningsskib får danske havforskningsmiljøer en moderne forskningsinfrastruktur i verdensklasse med en global og arktisk aktionsradius, som kan understøtte forskning i oceanografi, maringeologi, fiskeri og klima og give en øget forståelse af havets kredsløb.
Med det nye skib er Danmark i stand til at fortsætte sin mere end 100 år lange tradition for havforskning. Det er forskning, som bl.a. sikrer en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer, og som bidrager til forståelsen af klimaet og konsekvenserne af klimaforandringerne, siger Anders Bjarklev.
Med A.P. Møller Fondens bevilling følger en ambition om, at forskningsskibet skal kunne drives af grøn fremdriftsteknologi. En ambition, som blandt andet flugter med fondens tidligere donation til Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping.
Kilde: DTU