Den danske miljøorganisation Plastic Change, der arbejder for at stoppe plastikforurening i verdenshavene, har bedt Analyse Danmark om at spørge et repræsentativt udsnit af den danske befolkning om deres viden og holdninger til engangsplastik og engangsemballager.
Og danskerne er klar til flere genbrugelige og opfyldelige emballager med pant på. I undersøgelsen svarer 90 procent af de adspurgte, at de er klar til at returnere flere emballager med pant. Derudover svarer 39 procent, at det vigtigste parameter er, at det er let og tilgængeligt at vælge returemballager, mens 37 procent svarer, at det vigtigste er, at emballagerne er bedre for miljøet. 23 procent svarer, at det vigtigste er, at emballagerne ikke koster mere.
Undersøgelsen viser også, at 88 procent af de adspurgte vurderer, at de primært får engangsemballage ind i deres hjem via indkøb i supermarkeder. Derudover mener 60 procent, at virksomheder, som bruger engangsemballage, har det største ansvar ift. at minimere mængden af engangsplastikemballage.
Danskerne er klar til genopfyldelige emballager, men det er helt afgørende, at det gøres let og tilgængeligt. Vi ved, at pantordninger fungerer, og at det forhindrer, at emballageaffald ender i naturen. Derfor handler det nu om at få virksomhederne i gang med at lave flere genopfyldelige emballager med pant på. På den måde kan vi få gjort op med engangskulturen, der forurener natur og hav, mens vi samtidig kan blive et foregangsland inden for genopfyldelige emballager, siger Strategisk Direktør i Plastic Change Anne Aittomaki.
Kilde: Plastic Change