DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, står sammen med bl.a. DTU og Novo Nordisk Fonden, bag den nye polarportal.dk, der for alvor sættes i søen fra januar næste år. Der er tale om undervisningsmateriale om klimaet i Arktis, og har et særligt fokus på den arktiske havis og den grønlandske indlandsis.
I takt med at klimaforandringer fylder mere i nyheder og i samfundet, er der opstået et øget behov for kvalificeret materiale om klima, så unge rustes til at skelne mellem holdnings- og faktabaserede argumenter i klimadebatten, siger DMI’s klimaforsker Martin Stendel, der både er projektleder på det nye projekt, og på Polarportalen.
Polarportalen drives af danske institutioner, der forsker i Arktis: DMI, GEUS, DTU Space, DTU Byg og KU, og er et sted, hvor observationer og nyeste viden og forskning i Arktis og klimaforandringer samles. Derved er Polarportalen helt central i forhold til nuværende og fremtidige tiltag inden for dansk forskning i arktiske regioner. Projektet giver mulighed for at udbygge Polarportalen, så den bliver lettere at bruge for elever og lærere.
Det nye undervisningsmateriale skal give brugerne en bedre mulighed for at opnå en forståelse af de aktuelle klimaforandringers omfang og mulige konsekvenser. Det er i samfundets interesse at holde sig til fakta og hverken opbygge dystopiske scenarier, der skræmmer eleverne væk eller overlade feltet til ”fake news”, påpeger Martin Stendel.
Ideen er at lade eleverne få adgang til polarportalens data, som opdateres dagligt med bl.a. observationer, satellitdata og modelsimulationer. På den måde kan eleverne rent faktisk gå i forskernes fodspor, fordi de får adgang til en lang række af de samme data, som forskerne bruger, når de arbejder med at vurdere udviklingen i klimaet i Arktis.
Kilde: DMI