
Med en udledning på 5,2 mio. tons CO2, slog den danske el-produktionen den grønne rekord fra 2019, og blev den grønneste elproduktion nogensinde.
Udledningen faldt med 0,7 mio. tons, eller hvad der svarer til 13 procent
Vind og sol fortrænger år for år flere og flere fossile brændsler – og lige som produktionen fra vindmøller og solceller mange år når nye højder, så går det bare ned og ned med CO2-udledningen, siger Katja Birr-Pedersen, afdelingsleder i Energinets Analyse og Modeller.
De danske elproducenter udleder samlet set mindre og mindre CO2. Det har samtidigt medført en rekordlav CO2-intensitet for dansk elproduktion, som i 2020 var 117 gram per kWh.
En medvirkende årsag til det rekordlave CO2-niveau er også, at 2020 bød på lave elpriser i Norden, og derfor producerede danske kraftværker mindre, mens vi importerede mere strøm, bl.a. vandkraft fra Norge og Sverige.
Tallene er opgjort i Energinets årlige Miljøredegørelse. Ud over at opgøre udledningerne fra den danske elproduktion, indeholder redegørelsen også en miljødeklaration af den strøm, vi trækker ud af vores stikkontakter – altså den danske elproduktion opgjort time for time fraregnet eksport af dansk strøm og medregnet import fra vores nabolande.
En gennemsnitlig dansk kilowatttime bestod sidste år af 45 procent vind, 4 procent sol, 10 procent vandkraft og 13 procent biobrændsler.
Det er den grønneste sammensætning nogensinde, og det kan ses på den rekordlave værdi for CO2-intensiteten ved forbrug af en gennemsnitlig dansk kilowatttime, der i 2020 var 122 g/kWh. Det er et fald på omtrent 15 procent i forhold til 2019.