
For anden gang har Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) åbnet for puljen og søger efter energiteknologiske projekter, der skal nyde støtte.
Der er 280 mio. kr. i puljen, mod lidt over 200 mio. ved første omgang tidligere i år. 33 millioner kroner målrettes til projekter inden for udvikling og demonstration af el-lagre.
– Vi var glade for at se så mange stærke ansøgninger i årets første ansøgningsrunde. Vi håber, at anden runde byder på mindst lige så mange spændende og perspektivrige projekter, som kan være med til at accelerere den grønne omstilling, siger Kim Lehmann, formand for EUDP’s bestyrelse.
Udover EUDP’s generelle pulje genudbydes også Nordsøpuljen.
Formålet med Nordsøpuljen er at støtte udviklings- og demonstrationsprojekter med tilknyttet forskning, der kan bidrage til en mere miljøvenlig og energieffektiv produktion af olie og gas. Sigtet er især at reducere det miljømæssige aftryk for industrien.
Der er 16 millioner kroner til rådighed i puljen. Fristen er den 2. september 2024 kl. 12:00.
Kilde. Energistyrelsen