
For mere end 25 år siden engagerede Saint-Gobain-koncernen i Danmark sig for første gang i DM i Skills som sponsor og materialeleverandør.
En tradition som er videreført og videreudviklet igennem årene. Så når europamesterskaberne for unge faglærte, EuroSkills 2025 allerede er gået i gang i dag i Messecenter Herning, er Saint-Gobain traditionen tro leverandør af materialer.
Herunder letvægtsgipspladen Gyproc ErgoLite, der vejer 25 procent mindre end traditionelle gipsplader, samt mørtel og et mobilt mørtelværk fra Weber, som skåner deltagerne i murerkonkurrencen for tunge løft.
– Godt håndværk handler om at lave holdbare, æstetiske løsninger, der er så bæredygtige som muligt. Skills og EuroSkills-konkurrencerne er en unik chance for at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne, og som materialeproducent er vi glade for at støtte og bidrage med materialer, der kan gøre arbejdslivet lettere for håndværkerne. For bæredygtigt byggeri handler ikke kun om at minimere klimaaftrykket, det handler også om at passe på de mennesker, der skal holde til et langt arbejdsliv i bygge- og anlægsbranchen, siger Mick Schou Rasmussen, CEO i Saint-Gobain Denmark. Han tilføjer:
– De faglærte håndværkere er guld værd for Danmarks fremtidige vækst – vi kan ganske simpelt ikke undvære dem. Derfor skal vi også passe rigtigt godt på dem, der vælger en erhvervsuddannelse.
Han bakkes op af Ole Egemose som er Sector Manager for 9 af de i alt 38 håndværksdiscipliner i årets EuroSkills.
Næsten 600 håndværkere fra 33 europæiske lande skal i løbet af 3 dage dyste om at blive Europas bedste inden for deres respektive disciplin. Eftersom konkurrencen afholdes i Danmark, har der i udformningen af opgaverne været fokus på de danske arbejdsmiljøregler – herunder at man ikke må løfte mere end 20 kg.

Derfor valgte man at benytte Gyproc ErgoLite gipspladerne i konkurrencen ”Gipsarbejde og spartling” – de vejer nemlig kun 14,5 kg, dvs. 25 procent mindre end lovgivningen foreskriver.
– Når man er ung, er det ikke nødvendigvis arbejdsmiljø og korrekte løft, der fylder mest i en travl hverdag. Men selv om man kan løfte 50 kg dødvægt i fitnesscenteret, så kan det let gå galt på en byggeplads, hvis ikke man har fokus på at undgå unødigt slid og skader. Og her har det en stor betydning, når materialeproducenter som Saint-Gobain udtænker nye løsninger, som kan skabe en lettere arbejdsdag for håndværkerne, siger Ole Egemose.
Han har i mere end tre årtier beskæftiget sig med uddannelse af håndværkere, heraf i 19 år på en erhvervsskole.
– De unge talenter sprinter gerne derudaf med 100 kilometer i timen, og det er fantastisk at se deres kampgejst. Men det er også i de unge år, at gode vaner skal anlægges – herunder at passe på sig selv. I Danmark har vi et godt arbejdsmiljø og mange restriktioner, og det er noget vi virkeligt skal værne om og blive ved med at tale højt om, siger Ole Egemose.
Gyproc ErgoLite letvægtsgipsplader blev indtil for nylig fremstillet på Gyprocs fabrik i Kalundborg. I dag fungerer Gyproc Kalundborg som et knudepunkt for lager, salg, teknisk service og distribution, mens gipspladerne bl.a. bliver fremstillet på verdens første 100 procent CO2-fri anlæg (scope 1 og 2) til produktion af gipsplader i Fredrikstad i Norge.
Anlægget benytter udelukkende strøm fra vandkraft, og selv med transporten fra Fredrikstad til Danmark er der tale om en væsentlig CO2-besparelse.
Udover at levere Gyproc Ergolite til EM i Skills, leverer Saint-Gobain også mørtler og mobile mørtelværker til murerkonkurrencen, ligesom Saint-Gobain støtter op omkring gulvlæggerfaget via Byggeriets Uddannelser.
Kilde: Saint-Gobain