Når gamle bygninger rives ned, er der massevis af liv tilbage i byggematerialerne. Det blev bl.a. tydeligt i Billund, da et gammelt mejeri i Stenderup-Krogager blev fjernet til fordel for en ny købmandsbutik.
Fremfor bare at sende byggematerialerne af sted som affald, benyttede man sig af metoden, der hedder selektiv nedrivning, hvilket betyde, at bygningerne er blevet skilt ad i elementer og sorteret derefter.
Fx genanvendes alle mursten, undtagen dem i skorstenen, da de er blevet solgt til en virksomhed, som renser stenene og videresælger dem.
Ligeledes er størstedelen af døre og vinduer taget ud og videresolgt, mens trækonstruktionen i tilbygningen er nedtaget og solgt. Stålbuehallen er også pillet ned og videresolgt, mens nogle af de gamle træspær på hovedbygningen er blevet renset og lagt i depot – de skal senere bruges til byggeriet af en troldeskulptur i nærområdet.
– Når der er mulighed for at genanvende materialerne, synes jeg, at det er det rigtige at gøre, da byggesektoren står for en stor del af vores samlede CO2-udledninger i Danmark. Samtidig har det den positive sideeffekt, at det holder prisen på nedrivningen nede, da Toft Nedbrydning, som står for nedrivningen, har været i stand til at sælge mange af materialerne til genanvendelse, forklarer tømrermester Kurt Kirkegaard.
Sidste år blev mejeri-bygningerne købt af en lokal investor, og det er aftalen, at grunden, når den er ryddet, sælges videre for samme beløb til Stenderup-Krogager Invest, som har planer om at bygge nye lokaler til den lokale købmand på grunden.
Billund Kommune