
Fjernvarmen skal udrulles hurtigst muligt landet over. Det gælder også to nye bolig-områder i Holbæk, Holbæk Have og Kalvehave.
Det lidt paradoksale er dog, at det bliver fjernvarme, som er baseret på gas. En energiform, som alle gerne vil væk fra, og hvor forbruget er faldet drastisk.
Men der er skam mening bag. Løsningen er nemlig kun midlertidig.
Vi skal væk fra gas, og vi skal have mere klimavenlig fjernvarme til Holbæk. Det er helt sikkert, og det kommer også til at ske. For at sikre, at de nye, store boligområder kommer med på fjernvarmen, er det nødvendigt med en midlertidig løsning. Det er både hurtigst og mest økonomisk at lave fjernvarmen med gas som en midlertidig løsning, siger programleder for fjernvarme i Fors A/S, Camilla Hay.
Når det fælles fjernvarmenet er på plads, vil man begynde at producere grøn fjernevarme ved hjælp af varmepumpe. Gassen vil kun være en nødløsning, hvis der er stor belastning.
Mens planerne ligger klar, er tidshorisonten for, hvornår Fors A/S kan levere fjernvarme til de første kunder, noget mere diffus.
Når vi har et færdigt projektforslag, skal det behandles politisk. Desuden er der fortsat en vis usikkerhed omkring hele forsyningskæden. Der er en begrænset mængde arbejdskraft, og der er en begrænset mængde materialer, som alle, der skal lave fjernvarme, kæmper om. Baseret på vores erfaringer fra lignende projekter ser vi dog med en god portion optimisme på at vi også kan lave nogle vellykkede fjernvarmeprojekter i Holbæk, siger Camilla Hay.
Kilde: Fors A/S