
Udtagning af lavbundsjorde er en effektiv vej til at reducere landbrugets CO2-udledning, og derfor blev der i 2021 planlagt at udtage 100.000 hektar.
Som en del af aftalen blev det samtidig besluttet at nedsætte en ekspertgruppe, som i løbet af 2023 skal levere to delrapporter med blandt andet konkrete anbefalinger til, hvordan det kan gøres, og nu er den første delrapport landet hos fødevareminister Jacob Jensen (V) .
Ekspertgruppens første delrapport består af 12 anbefalinger fordelt på i alt 4 kategorier:
Anbefalinger til at forbedre incitament for lodsejeres deltagelse i lavbundsprojekter
Anbefalinger til at understøtte kommunernes og Naturstyrelsens udtagningsindsats
Anbefalinger til justering af styrelsernes tilskudsordninger, så tempoet i udtagningsindsatsen øges
Anbefalinger om at undgå negativt samspil mellem tilskudsordninger
Formand for ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjorder og borgmester i Middelfart kommune Johannes Lundsfryd Jensen (S) siger:
– Det er vigtigt at have tempo i indsatsen for udtagning af lavbundsjorder, for vi kan reducere Danmarks udledning af CO2 væsentligt, hvis vi lykkes. Ekspertgruppen har arbejdet målrettet med at formulere 12 anbefalinger, der alle vil bidrage til øget tempo i udtagningsindsatsen. For vi skal hurtigt have gang i flere projekter, hvis vi skal nå klima-ambitionerne i 2030. Vi har tilstræbt at formulere forslag, der relativt let kan implementeres, og vi håber Forligspartier og interessenter tager godt imod arbejdet.
Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri