
Fjernvarmen ruller ud i mange kommuner, og når borgere involveret i forskellige projekter taler sammen, opdager mange, at der kan være stor forskel på tilslutningsprocenten – altså hvor mange skal gå med, før projektet kører.
Hos Fors ligger den omkring de 70, og det er i den høje ende. Men det er nødvendigt, mener fjernvarmeselskabet
– Fors drives efter hvile-i-sig-selv-princippet, hvilket betyder, at vi ikke tjener penge. Kundepriserne afspejler altså omkostningerne. Derfor har vi også et ansvar for at sikre en stabil økonomi i fjernvarmeprojekterne, som ikke løber løbsk. Det gør vi blandt andet ved at få tjekket vores beregninger hos en tredjepart, ligesom myndighederne i de pågældende kommuner har gået tallene efter, inden vi åbner for tilslutning, påpeger programleder for fjernvarme i Fors A/S Camilla Hay.
Mange af de mulige kunder til de fire projekter stiller spørgsmål til den høje tilslutningsprocent, og her mener Fors, at det er vigtigt at se på fjernvarmeprojekternes økonomi gennem realistiske briller, hvis projekterne skal have en chance.
– Vores projekter skal opnå mindst 70 procents tilslutning, før vi indhenter tilbud på anlægsopgaven. Priserne her kan svinge meget, og er den for høj, går vi ikke videre med projektet, selvom der er mere end 70 procents tilslutning. Det kan måske føles frustrerende, hvis man er ivrig efter at komme på fjernvarmen, men vi skal ikke have fjernvarme for enhver pris, men dér, hvor det giver mening. Det handler kort og godt om, at vi skal være vores ansvar bevidst over for vores kunder, så de kan føle sig helt trygge ved økonomien i de fjernvarmeprojekter, vi vælger at gå videre med, understreger hun.
Det er også vigtigt at holde sig for øje, at regningen for fjernvarmeprojekterne ender hos kunderne i sidste ende.
Kilde: Fors