
Energinet skal i gang med de første forundersøgelser til de kommende energiøer i Nordsøen og ved Bornholm. Det er Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, som har givet Energinet et pålæg om at starte undersøgelserne af de såkaldte bruttoområder.
Forundersøgelserne er første skridt hen imod realiseringen af energiøerne og omfatter geofysiske (fx sonarundersøgelser, hvor man screener havbunden) og geotekniske undersøgelser (fx boringer ned i havbunden) samt miljømæssige undersøgelser (fx fisk, fugle og bunddyr).
Forundersøgelserne danner grundlag for en kommende strategisk miljøvurdering (SMV) af projektet og skal desuden mindske konstruktionsrisiko for fremtidige bygherrer for ø, net og havvindmølleparker.
Undersøgelserne omfatter energiøen i Nordsøen, der er en kunstig ø-konstruktion tilknyttet 3 GW havvind. Desuden gives pålæg til forundersøgelser på havet for de 2 GW havvind ud for energiøen i Østersøen, som forbindes til Bornholm.
Ud over den kunstige ø-konstruktion i Nordsøen samt havvindmølleparker i både Nordsøen og Østersøen, omfatter pålægget forundersøgelser for kabelforbindelser mellem energiø og havvindmølleparker, eksportkabler til hhv. Jylland og Sjælland samt udlandsforbindelser til nabolande (interconnectorer).
Den endelige beslutning om placeringen af øen og havvind i Nordsøen sker senest i foråret 2021. Herefter vil bruttoområdet indsnævres, så kun den valgte placering bliver undersøgt i forbindelse med forundersøgelserne.
Kilde: Energistyrelsen