Hvert år siden 1971 har tænketanken Global Footprint Network udregnet en dato for den såkaldte Earth Overshoot Day. Den er den dato belaster vi jordkloden mere, end den selv kan genoprette på ét år.
Og i 2024 er det den 1. august. En dato, der stort set ikke har rykket sig de seneste 20 år, men så helt anderledes positiv ud i 1971. Her var vi kun en lille uge for hurtigt ude. Overshootdagen i 1971 var den 25. december.
Det har med andre ord kun taget et halvt århundrede at bringe vores fodaftryk ud af balance med naturen, påpeger Maja Jakobsen, der er direktør for omstilling og fodaftryk i WWF Verdensnaturfonden.
Det er blandt andet energiproduktion, transport samt fødevare- og tøjproduktion, der tærer hårdt på planetens ressourcer og udgør det såkaldte fodaftryk fra os mennesker.
– Vi trækker alt for hårdt på naturens ressourcer. Vores enorme fodaftryk er samtidig med til at ødelægge naturområder som regnskov og koralrev, hvilket blot forværrer situationen. Kort sagt tager vi mere fra naturen, end vi giver tilbage, og det er det, vi skal have vendt om, siger Maja Jakobsen.
Selvom det er gået den forkerte vej i rigtig mange år, er hun alligevel forsigtig optimist.
I EU vedtog man før sommerferien den længe ventede naturgenopretningslov, og i december 2022 vedtog verdens lande den såkaldte Kunming-Montreal-aftale, en slags naturens Paris-aftale, der skal standse og vende tabet af biodiversitet og beskytte 30 procent af verdens land, ferskvand og havareal inden 2030.
I dag er vi 153 dage fra at gå i nul, men tre forslag kan flytte datoen markant tættere på:
En global CO2-afgift på 100 dollar per ton vil flytte Earth Overshoot Day 63 dage, da det både vil ændre forbrug og være med til skubbe på mere produktion af grøn energi.
Hvis halvdelen af verden implementerer en grøn politisk aftale med samme ambitionsniveau som EU’s Green New Deal, kan vi flytte Earth Overshoot Day med 42 dage i løbet af de næste 10 år.
Hvis vi via finanssektoren investerer mere bæredygtigt, kan vi flytte Earth Overshoot Day med 22 dage.
På det personlige plan kan vi flytte datoen 7 dage, hvis vi erstattede 50 procent af det globale kødforbrug med plantebaserede alternativer.
Kilde: WWF Verdensnaturfonden