Betonproduktion er blandt de store CO2-udledere, og derfor forsøger prodenterne af finde veje til at mindske den udledning.
Aalborg Portlands FutureCEM er en af disse som kan bidrage med op til 30 procent CO2-reduktion i fremstillingsprocessen, og nu er cementen på vej til en af de helt store betonlement-producenter, Spæncom.
Vi er stolte over at kunne være med til at gå forrest i forhold til at implementere den nye CO2-reducerende cementtype til gavn for hele byggebranchen og klimaet. Vi oplever allerede nu en efterspørgsel på grønne betonløsninger, som kun ser ud til at stige fremadrettet, og vi er derfor glade for nu at kunne imødekomme behovet og understøtte udviklingen, lyder det fra adm. direktør Magnus Ström hos Spæncom.
Hos Danmarks eneste cementproducent glæder man sig over den seneste milepæl i udrulningen af FutureCEM
Vi ønsker at understøtte efterspørgslen på CO2-reducerede løsninger, og det er derfor yderst positivt, at Spæncom og andre betonproducenter nu er klar til at implementere FutureCEM-teknologien i deres produkter. Hurtig implementering er nemlig vigtig, hvis vi vil nå målet om CO2-reduktion både i branchen og på nationalt plan. Derudover er vi som del af Dansk Beton, og herunder initiativet Bæredygtig Beton, glade for, at FutureCEM bliver taget godt imod i branchen, siger salgsdirektør Brian Dürr fra Aalborg Portland.
Implementeringen af den bæredygtige cementtype sker på baggrund af et omfattende udviklingsarbejde, som i kraft af projektets store omfang og kompleksitet har budt på forskellige udfordringer og dermed krævet en målrettet indsats hos både Aalborg Portland og Spæncom.
Det har krævet en del at nå i mål med implementeringen, og derfor påbegyndte vi faktisk allerede processen, inden FutureCEM opnåede sin standardgodkendelse ved Dansk Standard. Det sikrede os værdifuld ekstra tid til at arbejde med den nye cementtype i produktionen, så miljøfordelene ved implementeringen af FutureCEM ikke er på bekostning af vores elementers kvalitet, styrke og holdbarhed, forklarer Magnus Ström hos Spæncom.
Udviklingsarbejdet hos Spæncom fortsætter derfor, og udover en udvidelse af produktpaletten er andre vigtige parametre som økonomi og hærdningstid også områder, der har stor fokus. Da FutureCEM er en mere kompleks løsning at producere sammenlignet med konventionel cement betyder, at cementen på sit nuværende tidlige stadie er en dyrere løsning for både betonproducenter og kunder, men sådan vil det ikke forblive.
Prisen på de klimapositive elementer med FutureCEM vil reduceres i takt med, at kendskabet og efterspørgslen fra kunderne stiger, og produktionen dermed kan skaleres op.