En af de teknologier, som den grønne omstilling læner sig meget op ad, er Power-to-X. Men det går dog ikke helt så hurtigt, som mange kunne ønske sig med at få udrullet anlæg, der på sigt kan udfase olie og gas.
En af årsagerne skal findes indenfor sikkerhedsområdet, men det forsøger DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut og FORCE Technology at rette op på ved udgivelsen af online guideline ”Safe and faster Power-to-X”.
– Power-to-X befinder sig i den tidlige fase, hvor der endnu ikke findes fuldt dækkende standarder, procedurer eller lovgivning. Det betyder, at myndighederne tøver, for er der nu dokumentation nok til en godkendelse? Investorerne tøver, for hvor god er business casen egentlig? Og borgerne tøver, for er det sikkert at have et brintanlæg i baghaven? Og midt i den tøven står virksomhederne, som egentlig er godt i gang med Power-to-X, men ikke kan udnytte det fulde potentiale, fordi fundamentet mangler. Guiden er en af de første sten i det fundament, siger Rian Holdstock, der er Project Manager i FORCE Technology.
Og den kan anvendes allerede på idestadiet. Her er hjælp at hente til hvilke standarder de skal følge, hvilke godkendelser der er brug for, og hvilket sikkerhedsmæssigt forarbejde et givent projekt kræver.
For at lette arbejdet med at gøre Power-to-X så sikker som mulig, indeholder guidelinen både opskrifter på, hvordan man risikovurderer teknologien, eksempler på HSE-planer (Health, Safety and Environment) og en indføring i, hvordan man kan arbejde med sikkerhedsledelse.
– At følge standarder er ikke det samme som, at noget nødvendigvis er sikkert. Over halvdelen af alle ulykker i brintbranchen skyldes menneskelige fejl, og den slags kan man ikke styre med standarder. Vi prøver at fylde hullerne mellem standarder og godkendelser ud ved også at fokusere på sikkerhed, for en sikkerhedskultur kan ikke umiddelbart overtages fra andre industrier – den skal bygges op, siger Jesper Sjørvad, principal consultant, landbased Power-to-X i DBI.
”Safe and faster Power-to-X” adskiller sig fra andre tekniske dokumenter ved også at inddrage et socialt aspekt. Mange PtX-projekter bliver stoppet eller forsinket af modstand fra naboer og lokalmiljø, og derfor indeholder guidelinen også gode ti gode råd til, hvordan man sikrer lokal forankring, opbakning og ejerskab.
Håbet er, at guidelinen kan bidrage til at skabe et fundament, så sikkerhedskulturen på tværs af Power-to-X-aktørerne kan være acceptabel om blot 5-10 år.
Kilde: DBI