Som lille virksomhed kan det være svært at komme i gang med den grønne omstilling, men der er hjælp at hente i Grøn Cirkulær Omstilling (GCO).
GCO er et landsdækkende program for små- og mellemstore virksomheder, der gerne vil i gang eller videre med deres grønne cirkulære omstilling. GCO går på tværs af alle brancher og skal hjælpe over 450 danske virksomheder med at udvikle deres forretning i en mere bæredygtig og cirkulær retning.
Virksomhederne får overblik over deres nuværende ressourceforbrug og klimaaftryk, får undersøgt cirkulære forretningsmuligheder og får lavet en plan for, hvordan de fremadrettet kan arbejde mere grønt og cirkulært. Det gør de med hjælp fra en branchekyndig rådgiver, som de får 100 procent støtte til op til 90.000 kr.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har medfinansieret programmet med 95 mio. kr. fra EU’s Regionalfond. Programmet løber frem til 2022 og har løbende ansøgningsfrister. Det har 17 partnere, heriblandt CLEAN, Lifestyle & Design Cluster samt landets erhvervshuse.