Borgerne i Hedensted Kommune skal ligesom alle borgere her i landet, sortere affaldet i en række fraktioner, når de er hjemme. Men i et nyt projekt skal affald i de offentlige skraldespande også sorteres efter samme princip – eller næsten. Tekstiler er ikke med i forsøget.
Det sker med en ny type affaldsstationer med indbyggede, elektroniske rottefælder, som bliver sat op på Tørring Torv, Storstranden i Juelsminde og Snaptun Havn. Målet er endnu bedre sortering.
De nye affaldsbeholdere skal lette og effektivisere affaldssorteringen i madaffald, pap/papir, metal/plast/mad- og drikkekartoner og restaffald. Og samtidig bidrage med viden til, hvordan sorteringen i det offentlige rum generelt kan styrkes.
Vi ser ofte, at sorteringen i offentlige affaldsbeholdere er markant dårligere end sorteringen hos private husstande, så der er et stort potentiale i at forbedre sorteringen, så mere affald, der egentlig godt kan genbruges, rent faktisk også bliver det. På den måde kan vi genbruge ressourcerne i stedet for at brænde dem af, forklarer Ove Kjærskov Nielsen, formand for Udvalget for Teknik & Miljø i Hedensted Kommune.
Cecilie Jakobsgaard Kvist fra Hedensted Kommunes affaldsteam supplerer:
– Det er ofte fx kaffekopper to-go med plastikbelægning, fedtet madpapir og måske resten af en hotdog, der ryger i pap/papir i stedet for i restaffald, hvor det hører hjemme. Så vi håber at se en forbedring med de nye beholdere, der gerne skulle gøre det nemmere og mere overskueligt at sortere korrekt, selvom man måske er på farten.
Hedensted Kommune følger løbende med i sorteringen for at se, om ordningen og de nye affaldsbeholdere har den ønskede effekt på sorteringen. Og skulle affaldet lokke en rotte til, er der også råd for det.
Hedensted Kommune afprøver nemlig samtidig en særlig funktion i affaldsbeholderne. I bunden sidder der en indsats, der fungerer som elektronisk rottefælde. Går der en rotte i fælden, sendes der straks en besked til Hedensted Kommunes rottefængere, som kan tømme fælden med det samme.
Kilde: Hedensted Kommune