Danskerne har taget elcyklen til sig. Det har betydet en øget import af elcykler, men har også sat gang i den hjemlige produktion af elcykler, om end den stadig ligger noget efter i antal i forhold til importen, viser tal fra Danmarks Statistik. Til gengæld har den hjemlige elcykelproduktion grundigt overhalet rugbrødsudgaven.
I 2020 kom der 69.000 styk. elcykler over grænsen, hvilket er rekord og 6.000 mere end i 2019.
Importen af elcykler har været kraftigt stigende over en årrække og er næsten fordoblet siden 2015, hvor der blev importeret knap 36.000 elcykler til Danmark.
Cyklerne med elmoter på klappen er trods de store stigninger stadig langt fra at være på niveau med de konventionelle cykler med ’rugbrødsmotor’, hvoraf der blev importeret 351.000 i 2020. Dette er 29 pct. færre end i 2015, hvor Danmark importerede rundt regnet 497.000 konventionelle cykler.
Danske cykelproducenter producerer og sælger selv flere og flere elcykler i ind- og udland. På et år er den danske industris salg af egne fremstillede elcykler steget med 41 pct. fra knap 3.400 i 2019 til 4.700 i 2020.
Kigger man fem år tilbage i tid, så blev der produceret og solgt rundt regnet 1.300 elcykler fra danske virksomheder. Dermed er produktion og salg af danske elcykler mere end tredoblet på fem år.
Af de konventionelle cykler med ’rugbrødsmotor’ blev der i 2020 produceret og solgt knap 1.600 cykler. Dermed sælges der nu tre gange så mange dansk producerede elcykler i forhold til dansk producerede konventionelle cykler.
Kilde: Danmarks Statistik