Ved udgangen af 2024 vil al bomuld til JYSKs tekstilprodukter enten være genanvendt eller indkøbt med større krav til bæredygtighed.
Mere bæredygtig bomulddefinerer JYSK som enten økologisk bomuld, genanvendt bomuld eller bomuld fra organisationen Better Cotton Initiative (BCI).
Vi har længe haft fokus på bomuld, fordi der traditionelt bruges meget vand og pesticid i bomuldsproduktionen. Derfor har JYSK blandt andet solgt en række varer produceret i økologisk bomuld. Nu er vi klar til at tage det næste store skridt i forhold til det øvrige sortiment og opstille et konkret mål, som omfatter alle vores tekstilvarer, siger Rune Jungberg Pedersen, Communications & CSR Director i JYSK.
Når JYSK opstiller et mål for tekstilvarer, svarer det til samtlige af virksomhedens varer, hvor tekstil udgør minimum 80 procent af varens vægt, eksempelvis håndklæder og sengesæt.
JYSK er medlem af Better Cotton Initiative (BCI), som er en international non-profit organisation, der arbejder for at fremme bedre standarder i den globale bomuldsproduktion. Målet er at forandre hele branchen, så al bomuld på sigt bliver produceret på en mere bæredygtig måde.
BCI har på nuværende tidspunkt undervist mere end to millioner bomulds-farmere i, hvordan man opbygger en mere bæredygtig produktion, hvor der bruges mindre vand og færre pesticider. Samtidig er der i undervisningen også fokus på sociale aspekter, såsom ordentlige arbejdsforhold.