Et helt nyt klimaregister kan være vejen frem til at skabe overblik over de danske klimatiltag. Klimaprojekter kan lyde godt på papiret, men det kan være vanskeligt at få overblik over, hvordan de forskellige projekter leverer. Giver de fx den lovede CO2-reduktion.
Her kan klimaregisteret skabe den fornødne transparens.
Klimaskovfonden står bag klimaregisteret. Her vil alle fondens klimaprojekter kunne kigges efter i sømmene både med hensyn til CO2-optag og overholdelse af standarder. På sigt er håbet, at registeret kan rumme andre danske klimaprojekter.
– Når man udsteder CO2-enheder fra klimaprojekter til fx virksomheder, så skal der være fuld gennemsigtighed om hvilke projekter, CO2-enhederne kommer fra og at projektet holder, hvad det lover. I registret kan man kan følge med i projekterne og se den løbende realisering af CO2-effekten; hvor meget CO2, der bindes i løbet af årene, og om der er ændringer i projektets forventede CO2-optag, forklarer direktør for Klimaskovfonden, Poul Erik Lauridsen.
I første omgang er det Klimaskovfondens støttede projekter, der ligger under standarden for bidrag til skovrejsnings- og lavbundsprojekter som et led i den danske klimaindsats.
Det giver mulighed for at bidragsydere som fx virksomheder og privatpersoner men også projektejere, medier, myndigheder og andre interesserede kan følge med i projekterne. Man kan se, hvor i Danmark projektet ligger, arealets størrelse og se billeder fra projektet.
Samtidig har hvert enkelt projekt et unikt projektnummer, så man kan følge med i hvornår fx den skov man bidrager til, er blevet plantet og begynder at optage CO2. Samtidig kan se, hvor mange, der har bidraget til projektets CO2-enheder.
Klimaregisteret giver meget større transparens om det enkelte projekt, fordi man kan se, hvilken standard, projektet hører under, om det leverer den forventede CO2-binding, samt hvor projektet befinder sig. Samtidig forhindrer registeret, at CO2-enheder dobbeltudstedes eller dobbelttælles af flere virksomheder i deres klimaregnskaber, forklarer Poul Erik Lauridsen.
Registeret og de oplysninger og rapporter om CO2-optag på de enkelte projekter vil hvert år blive revideret af en uafhængig tredjepart for at sikre, at oplysningerne er korrekte.
Oprettelsen af Klimaregisteret sker som en del af fondens lovgrundlag, men behovet for et register over bidrag til klimaindsatsen indenfor det frivillige carbonmarked er støt stigende, da flere og flere virksomheder begynder at bidrage udover den reduktion, de har fokus på i deres egen værdikæde.
Kilde: Klimaskovfonden