
Udbygningen af landbaseret vind og solcelleenergi er gået i stå her i landet – eller stort set. Det viser Green Power Denmarks Klimabarometer.
Nu foreslår organisationen, at regeringen opretter en kommunal klimapulje, hvor pengene bliver fordelt mellem kommunerne alt efter hvor meget sol- og vindenergi, der er godkendt i lokalplanerne.
De ekstra penge kan den enkelte kommune blandt andet bruge til at hjælpe med at betale for de ressourcer, som den har kastet i at få mere grøn energi op at stå.
For udover at der fx kun blev tilsluttet én kommerciel landbaseret vindmølle i hele 2023, er det også tydeligt, at det er de samme kommuner, der gang efter gang trækker det grønne læs.
De seneste fem år er over halvdelen af udbygningen af vedvarende energi på land sket i 10 kommuner. Randers, Thisted og Ringkøbing-Skjern kommuner har fået flest vindmøller i den periode, mens der er opført mest solenergi i Aabenraa, Holstebro og Viborg kommuner.
– Der er naturligvis forskel på kommunernes mulighed for at finde plads til solceller og vindmøller. Men vi har en fælles interesse i at få produceret mere vedvarende energi – alle steder i landet. Derfor skal vi have mere smidighed ind i systemet på alle niveauer, og så skal den ekstra økonomiske håndsrækning øge kommunernes mulighed for at skabe plads til grøn produktion af el. Det vil være et klart signal om, at det her har høj politisk prioritet, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.
Den nærmest stillestående udbygning af grøn energi, betyder at Danmark er milevidt fra at firedoble produktionen af strøm fra vindmøller og solceller på land inden 2030 i forhold til 2021. Kun fem procent af vejen er tilbagelagt.
– De røde advarselslamper blinker for den grønne omstilling. 2023 var desværre ikke et enkeltstående dårligt år. Når det gælder vindmøller på land, er udviklingen reelt gået i stå. Det er uholdbart med den alvorlige klimaudfordring og sikkerhedspolitiske situation, vi står midt i, siger Kristian Jensen.
Kilde: Green Power Denmark