
Små 4.500 deltagere. fordelt over det meste af landet, var med i 2023-udgaven af World Cleanup Day den 16. september.
Dermed trak arrangementet dobbelt så mange deltagere i forhold til både 2021 og 2022
Ligesom tidligere år viste oprydningerne, at plastik udgør en markant del af det indsamlede affald i naturen. Det gælder især cigaretskodder og engangsplastik fra mad-, drikke- og slik-emballage.
– Når vi ser, at det er den samme type affald, der dukker op igen og igen, er det et udtryk for, at vi har et problem, som starter allerede inden, at affaldet ender i naturen. Der er for meget af det. Derfor håber vi, at snakken om at minimere vores affaldsmængder fortsætter ved middagsbordet, i skolen eller blandt kollegerne, siger Louise Lerche-Gredal, administrerende direktør i Plastic Change.
I København var knap 900 elever og lærere fra Tove Ditlevsens Skole en del af World Cleanup Day. De fjernede 300 kg affald fra gaderne. En ting er vægten, men den kan godt snyde. På under en time lykkedes det en gruppe piger fra 6. årgang på skolen at indsamle ikke færre end 4.013 cigaretskod. Hverken mere eller mindre, for de talte hver eneste af dem.
World Cleanup Day er verdens største oprydning i naturen. I 2022 deltog 15 millioner mennesker fra over 190 lande. Hvor mange der deltog på verdensplan under årets begivenhed den 16. september 2023 er endnu ikke endeligt opgjort.
Kilde: Plastic Change