Ifølge gulvvirksomheden Timbermans seneste undersøgelse blandt 3.304 danskere tyder meget på, at danskerne går op i klimaet. Hele 71,5 procent svarer nemlig, at de i høj eller nogen grad ser bæredygtighed som et parameter.
Det får nu Timberman til at optimere et af deres korkgulve, så det i endnu højere grad understøtter den bæredygtige udvikling. Det nye gulv hedder Wicanders Eco og har en miljøvenlig PVC-fri overflade samt hele to korklag, der tilsammen har en tykkelse på 3,5 millimeter.
Vores seneste undersøgelse har blandt andet gjort det tydeligt, at bæredygtighed er en stor faktor i danskernes valg af gulv, og det har været medvirkende til, at vi nu præsenterer et nyt klimaoptimeret Wicanders-korkgulv, der indeholder markant flere naturmaterialer og færre kunstige materialer, lyder det fra adm. direktør i Timberman, Mogens Fisker.