
Flere brands hos modehuset Bestseller sælger nu tøjkollektioner lavet af tekstilrester fra deres egne leverandører. Hele processen med at udnytte tøjresterne og bruge dem konstruktivt sker i leverandørernes nærområder, hvilket gavner både økonomisk og miljømæssigt.
Projektet sker i samarbejde med Cyclo, der er lokaliseret i Bangladesh og som specialiserer sig i at genanvende bomuldsrester fra overskud i tøjproduktionen. Allerede sidste år resulterede samarbejdet i, at Bestseller samlede 130 ton af sine egne tekstilrester, hvilket svarer til rester fra produktionen af cirka 3,5 millioner t-shirts.
Disse tekstilrester kan nu blive til omtrent 900.000 nye t-shirts.
Tanken bag projektet er, at vi gerne vil udforske, hvordan vi kan beholde vores bomuldsrester i Bangladesh og opsætte et cirkulært system dernede. På den måde sikrer vi os, at det gavner både økonomisk og miljømæssigt, hvilket er to vigtige perspektiver for os, siger Alexander Granberg, Project Manager hos Bestseller Sustainability.
Jack & Jones-brandet, der for nyligt har lanceret sweatshirt-serien ’Damian hoodie’, som er lavet af tekstilrester, ser også et stort potentiale i, hvordan den mere bæredygtige produktion samtidig kan blive rentabel for tøjproducenterne:
Projektet har givet os en viden om, at mere bæredygtige produkter ikke nødvendigvis betyder, at man laver dyrere produkter. Mere bæredygtige produkter vil ofte være forbundet med en merpris, hvilket er helt naturligt. Men kunsten, hvis vi for alvor skal have flere til at vælge mere bæredygtige tekstiler, er også at gøre denne merpris så lille som mulig, så ingen behøver at fravælge de bedre alternativer på grund af prisen. Det er vi lykkes med her, forklarer Jens Therkelsen, Product Responsible hos Jack Jones.
Kilde: Bestseller