
På mandag den 15. maj vil Næstveds borgmester Carsten Rasmussen og miljøminister Magnus Heunicke indvie 21,1 hektar ny, bynær klimaskov ved Stenlængegård. Skoven er en del af Den Grønne Ring rundt om Næstved og af kommunens DK2020-klimaplan.
Lige nu er der ikke meget skov over de 80.000 træer, der er sat. Lige nu er træerne ikke højere end 75 cm, men i løbet af 8 til 10 år vil de være vokset en voksen over hovedet. Skovens areal svarer til arealet af 1507 parcelhuse.
Langt de fleste træer er kommet i jorden, men der mangler tre æbletræer. Dem planter borgmester Carsten Rasmussen, miljøminister Magnus Heunicke og Klimaskovfondens forperson Kirsten Brosbøl til skov-rejsegildet mandag den 15. maj kl. 8.30 til 9.15.
Den nye skov er en blanding af 24 forskellige arter af træer og buske, herunder en blanding af nåletræer og løvtræer. Nåletræerne vokser hurtigere end løvtræerne i begyndelsen, derfor sætter de turbo på CO2-regnskabet allerede nu.
For eksempel kan en hektar nåletræer som skovfyr og rødgran binde 15 tons CO2 om året, hvor en hektar bøg binder 9,9 tons CO2. Til gengæld bliver bøgen ældre end nåletræerne. Det betyder, at den gennemsnitlige kulstofmængde med tiden i fx rødgran svarer til 232,1 tons CO2/ha, mens den for bøg er 481,8 tons CO2/ha.
Den nye skov består af stilk-eg, fuglekirsebær, skovfoged æbletræ, spids-løn, birk, hassel, hvidtjørn, alm. hyld, alm. røn, vildæble, fjeldribs, kvalkved, dunet gedeblad, benved, slåen, hvidtjørn, europæisk lærk, lind, bøg, avnbøg, rød-el, navr, skovfyr, ædelgran og rødgran.
De 24 arter er valgt, fordi de til sammen binder så meget CO2 som muligt både på kort og på langt sigt. Samtidig bliver skoven robust i forhold til klimaforandringer, og naturen bliver mere spændende til gavn for biodiversiteten.
Kilde: Næstved Kommune