Danmark, Belgien, Tyskland og Nederlandene har indgået en aftale om et historisk løft af vindkapaciteten fra Nordsøen. I 2050 skal der høstes 150 GW fra cirka 10.000 af de største vindmøller fra Siemens og Vestas.
Det er bare frustrerende lidt i forhold til, hvor langt vi har igen, hvis EU har et reelt ønske om at indfri målene i Paris-aftalen om at stoppe temperatur-stigningen på 1,5 grader.
Det viser en ny artikel i tidsskriftet Joule, som forskere fra Aarhus Universitet står bag sammen med tyske kolleger.
150 GW i 2050 er nemlig, som det hedder på moderne dansk “to little to late”. Ambitionsniveauet skal op på ikke mindre end 400 GW. Og det er ikke om små 30 år, men derimod hvert eneste år – ti år i træk i årene fra 2025-2035.
Det kan virke fuldstændigt håbløst, men ikke nødvendigvis.
Installation af vind- og solenergi på 400 GW ny kapacitet hvert år flugter meget godt med den danske regerings mål om fire gange mere vind og sol inden 2030, men dette mål er så gældende for samtlige europæiske lande, siger lektor Marta Victoria, ekspert i energisystem-modellering og solcelleteknologi ved Aarhus Universitet, Institut for Mekanik og Produktion.
Nordsø-aftalen betyder opsætning af 10.000 af de største havvindmøller. Nu skal havvind ikke nødvendigvis dække alle 400 GW, men ville, for sammenligningens skyld betyde, at der skal opsættes 26.000 møller om året – i ti år.
Og markant øget energikapacitet gør det ikke alene, for hertil kommer en forstærkning af det eksisterende energinetværk, således at det kan holde til denne betydelige udbygning af fluktuerende, vedvarende energikilder.
Udbygning af vedvarende energi vil medføre en omfattende elektrificering af de europæiske samfund. De dele af industrien og transportsektoren, der ikke umiddelbart kan elektrificeres, eksempelvis luft- og skibsfart og godstransport, har et stort behov for grønne brændstoffer og kemikalier med stor energitæthed:
Her får Power-to-X inklusiv produktion af brint en afgørende rolle, og disse teknologier vil desuden kunne benyttes til at hjælpe med at balancere energiproduktionen af vind og sol som lagermedier, siger Marta Victoria.
Ydermere er det ikke nok at finde markant mere vedvarende energi. Man skal også have gang i de teknologier, der kan indfange CO2, påpeger hun.
Uden disse vil det være næsten umuligt at løse udfordringen stillet i Parisaftalen og holde os inden for de 1,5 graders Celsius, som aftalen foreslår.
Lektoren og resten af forskergruppen har ligeledes regnet på, om det vil være billigere og mere omkostningseffektivt at være en smule mindre ambitiøse på klimaets vegne. Svaret er både ja og nej, fordi det blandt andet afhænger af omkostningerne forbundet med kraftigere påvirkninger fra klimaforandringerne i 2 graders C-muligheden sammenlignet med 1,5 C.
Hvis vi antager, at verden med en temperaturstigning på 2 graders Celsius lider under mere alvorlige klimaforandringer, vil de økonomiske konsekvenser af dette opveje omkostningerne ved 1,5 C-muligheden,” siger Marta Victoria, selvom hun bekræfter, at en 2 C-mulighed vil kræve en væsentlig lavere årlig installationstakst for vind- og solenergi.
Marta Victoria understreger, at denne forskning udelukkende kigger på, hvad det kræver at nå i mål med politiske mål om eksempelvis en maksimal temperaturstigning på 1,5 graders Celsius. Forskningen har taget udgangspunkt i alle kendte energiformer og højopløselig timedata for samtlige europæiske lande og anviser den mest omkostningseffektive, billigste og hurtigste måde at nå i mål.
Kilde: Aarhus Universitet