Klima og miljø bliver ofte sidestillet, men ofte er virkeligheden langt mere kompliceret. Det viser en ny engelsk rapport ‘Examining material evidence – the carbon fingerprint’, som er bestilt af Veolia og udgivet af Imperial College.
Rapporten undersøger, hvor meget drivhusgas en række materiale, der typisk anvende som plast-erstatning, udleder. Og den kommer frem til, at materialer som pap, glas, stål og aluminium i de fleste tilfælde udleder flere drivhusgasser end den plast, man anvendte tidligere.
Rapporten har kigget på mere end 70 livscyklusvurderinger og evaluerede miljøpåvirkningen af emballagealternativer i deres levetid. Her er medtaget udledninger fra minedrift, fremstilling, logistik, brug og end-of-life management, herunder genbrug eller bortskaffelse.
Ved at vurdere de mange forskellige undersøgelser med forskellige antagelser, var det overordnede budskab, at plast kan producere de laveste kulstofemissioner af de undersøgte materialer. Dog påpeges det, at det forudsætter, at plasten genbruges/genanvendes korrekt.
Rapportens forfattere kommer selv ind på plastens miljøudfordringer, og advokerer ikke for, at plasten skal blive eller hovedløst erstattes.
– Plast har en stor og uacceptabel indvirkning på havmiljøet og potentielle effekter på menneskers og økosystemers sundhed, som ikke er fuldt ud forstået og ikke let kan indarbejdes i livscyklusanalyser, lyder det fra professor Nick Voulvoulis, professor i miljøteknik, Imperial College London, i en kommentar til rapporten.
Han slår yderligere fast, at man bør reducere plastikproduktionen og samtidig sikre, at eventuelle alternativer ikke bidrager mere til klimaforandringerne.
Som eksempel på, hvor galt det kan gå, anfører man, at hvis alle de plastikflasker, der blev brugt globalt, var lavet af glas i stedet for, ville de yderligere kuldioxidemissioner svare til, at 22 store kulfyrede kraftværker producerede nok elektricitet til en tredjedel af Storbritannien.
Men for at give et indtryk af kompleksiteten, er der tilfælde, hvor det omvendte er sandt, bemærker rapporten, og for eksempel kan lokale forsyningskæder for mælk betyde, at mælkeflasker i glas giver mening ud fra et kulstofperspektiv.
Nøglen til at begrænse miljøpåvirkningen og kuldioxidemissioner er reduktion, genbrug, optimering af genbrugsindhold og effektiv affaldshåndtering til at behandle emballage ved slutningen af dens levetid.
Og så slår rapporten også fast, at genanvendelse altid vinder over jomfruelig produktion på alle miljøindikatorer.
Her står plast med et stort og uforløst problem. Modsat papir, metaller og glas, som i vid udstrækning genanvendes, gælder det kun for 9 procent af plasten. Det skal forbedres, og det går via at opbygge genbrugsinfrastruktur, der har rod i både de politiske beslutninger og bakkes op af såvel forbrugere som producenter.